Har man haft ubeskyttet sex, bør man blive testet for kønssygdomme. Man bør ikke gå og vente på symptomer, før man bliver undersøgt, da ikke alle mennesker oplever symptomer. Er man i tvivl om, hvor man kan blive testet, hvordan testen foretages eller om det gør ondt, kan man med fordel læse med her.
Hvor kan man blive testet for hiv?
Man kan blive testet for hiv og andre kønssygdomme ved sin praktiserende læge. Her skal man ringe efter en tid, for at blive testet. Man kan forvente et par ugers ventetid, men taget inkubationstiden i betragtning, er ventetiden måske ikke et problem.
Har man ikke tid til at vente og ønsker testen foretaget hurtigst muligt grundet specifik mistanke, kan man kontakte AIDS-Fondet, hvor man kan blive testet. Der findes ydermere klinikker for kønssygdomme, hvor man enten kan ringe og bestille en tid (hvis man godt kan vente på ugers ventetid) eller man kan dukke op til deres drop-in. Ved drop in møder man op en morgen på klinikken, trækker et nummer – og kommer ind samme dag. Man skal dog forvente flere timers ventetid, da drop-in patienter tilses mellem andre patienter. Kan man tage en dag fri, er dette dog ideelt, da man så ikke skal vente flere uger.
Hvordan tester man for hiv?
Man tester efter hiv ved en blodprøve, hvor man enten kan kigge efter hiv-antigen eller antistoffer. Det er meget forskelligt, hvor meget virus, der er i blodet afhængigt af, hvor lang tid siden, man er blevet smittet. Nogle gange kan der være så lidt virus i blodet, at man faktisk ikke kan teste positiv ved sådan en prøve.
Derfor kan man med fordel undersøge for antistofferne frem for antigenet, da kroppen danner antistoffer mod antigen. Antistofferne forsvinder nemlig ikke igen, og har man dannet dem, er det et klart tegn på, at man har hiv. Der kan nemlig kun være antistoffer i kroppen mod hiv, hvis immunforsvaret har været udsat for hiv.
Det tager dog op til 8 uger for smitte af hiv til kroppen har dannet antistoffer, og derfor kan man altså ikke vide sig sikker med en test, foretaget umiddelbart efter den mulige smitte. Her kan man dog undersøge blodet for hiv-antigen, som er det stof der får immunforsvaret til at danne antistoffer. Antigen er tilstede i kroppen tidligere end antistofferne er, og derfor kan en sådan test give svar tidligere i processen end en test for antistoffer.
Gør det ondt?
Man tester for hiv gennem blodprøve. Det er individuelt, hvor ondt man synes blodprøver gør. Det tager dog forholdsvis kort tid, så det er til at holde ud. Bliver man yderligere testet for andre kønssygdomme, som de som regel gør på klinikker for kønssygdomme, kan det være en lettere ubehagelig proces.
Har man dyrket ubeskyttet oralsex, podes man i mund og hals. Har man dyrket ubeskyttet analsex, bliver man podet i anus. Ydermere skal man podes ved kønsdele, som kan være det mange personer, finder mest ubehageligt. Mænd skal forventes at blive podet fra urinrøret, hvor kvinder kan forvente en gynækologisk undersøgelse, hvor de podes fra urinrøret samt livmoderhalsen.
Umiddelbart efter man mistænker en smitte, bør man konsultere en læge. Det er en god idé, når man ringer og bestiller tid at informere lægen om, hvor lang tid siden den mulige smitte er. Dermed kan lægen informere om mulig inkubationstid, hvorefter man i fællesskab kan finde en tid, så man kan blive testet. Det er ikke ligefrem en behagelig oplevelse at blive testet, men det er heller ikke en voldsom smertefuld proces. Desuden er det hurtigt overstået, og så skal man blot vente på svar på ens test.